At Die Herrens opstandelse og dannelse hænger uløseligt sammen med Østblokkens sammenbrud i begyndelsen af 1990´erne må fortsat betragtes som et falsum og en sejlivet myte indtil alle arkiverne i Kreml åbnes.

Derimod vides det med sikkerhed at man i de dage ved skæbnens - og øllets - hjælp fik sammenbragt resterne af MonZoon, Topp ( Claes Topp) og Haeggen (Esben Nielsen), med en lærer som påstår at han kan spille trommer. Den påstand skaffer ham med i det nye orkester. Cassemannen (Carsten Vang Madsen) kalder han sig.

I Den Blå Avis finder de en sanger, som aldrig har sunget og heller ikke kender til U2´s Boy, som er det materiale bandet har tænkt sig at starte med at spille.
Sangeren kalder sig Mono (Morten Marcher) og skråler sine første strofer med bandet i Nansensgade.

Vi er i 1991.
Og på trods af at alle snakker om Golf-krig, baltiske stater, affaldssortering, berøringsangst og borebisser, så øver bandet ufortrødent videre og spiller deres første koncert som Die Herren i en kælder i frihavnen. Forklædt som kvinder.
 
I 1992 udgiver bandet allerede deres første video , DESIRE, men udgivelsen får ikke den bevågenhed den fortjener, da landets medier på uforståeligvis ensidigt dækker danskernes NEJ til Maastricht-traktaten samt en fodboldturnering i Sverige, hvor Danmark kun var med på et afbud.

Trods skuffelsen over den manglende bevågenhed fra Dan Rachlin & Co modstår Die Herren (DH) tidens nye fristelser, aromaterapeuter, ecstay og skrabespil, og drager til Birkerød Brandstation, hvor de spiller deres første "rigtige" koncert med stor succes. Senere samme år drager DH til det nyåbnede Letland, hvor de i nærheden af Riga spiller en koncert næsten udelukkende for den lokale mafia.
U2 ser sig nødsaget til at svare igen og går samme år igang med det dekadente ZOO-TV.
 
1993 bliver et skelsættende år.  EF forklæder sig som EU, BZ´ere bliver til autonome, FDB truer med at lukke IRMA, Jørgen Clevin og Dan Turéll drager til himmelen og ludomaner må nu stille sig bag diskretionslinien i banken.

Før en koncert i Sønderborg må Cassemannen melde afbud og erstattes derfor af en tidligere adelig lods; Von Hinten ( Niels Werner Larsen).
I de næste 13 år sidder Von Hinten ved slagtøjsbordet hos DH.
U2 opruster med udgivelsen af Zooroopa og trænger sig på i Die Herren-land, da de besøger Gentofte med ZOO-TV.
 
I 1994 bliver et nyt godt år for DH. Det bliver nemlig året hvor de møder deres nu faste fotograf, Søren Zeuth, og siden hen Kisserpigen i Musikcafeen i København.
Og selvom verden nu falbyder ny underholdning som hjemmebiograf, sms og light-produkter, spiller DH videre stadig flere steder og dette år spilles der for første gang en af de over 100 legendariske Kellerdirk-koncerter på Frederiksberg Allé.
Samtidig bliver der tid til at lave eget program på Kanal København, skrive egne numre og spille koncerter med egne numre.
U2 sætter sig apatisk tilbage og kigger forundret til.
 
Men ikke længe. I 1995 indkalder U2 Brian Eno og danner Passengers i et forsøg på at forvirre DH. Men DH lader sig ikke forvirre og opruster nu med lydmanden Mikael Gleerup, som udover det særlige talent at kunne høre en myre ælte vat på 300 meters afstand, også kan få lyden til DH´s store koncerter til at fænge for en stadig større og begejstret koncertskare.

Nye ord som backslash, firewall og chat trænger sig på i verden omkring DH og Danmark og derfor er det særdeles belejligt da bandet netop samme år møder Kasper Grøn (Groen Hacker), da bandet er ved at købe et polance-brød hos en bager på Amager efter en af de berømte nat-koncerter i Pumpehuset.
 
I 1996 flyttes nat-koncerterne i Pumpehuset til aftenkoncerter og med den første af slagsen, "Under en smådød sky", starte er et 13 år langt samarbejde med Pumpehuset frem til husets lukning. Selvom idrætsfolk det år bruger både næseplaster og EPO takker DH pænt nej og fortsætter med polancebrød.     

Så stadig flere koncerter spilles på Kellerdirk for en trofast og voksende skare af DH, som nu også kan følge Die Herren´s  gøren og laden på hjemmesiden, som styres af Groen Hacker.
 
1997 bliver endnu et godt år for DH. Og selvom underholdningsindustrien lancerer tamagotchi og DVD og U2 forsøger at stjæle billedet med udgivelsen af POP og koncerten POPMART i Parken, så holder DH fokus og oplever en banebrydende stor natkoncert på Midtfyns Festivalen, hvor bandet tager over efter Sting og spillede til solopgang foran et begejstret festival-folk.

Samme år indledes de ekstravagante udstyrskoncerter i Store Vega til almen forbløffelse og beundring på den danske musikscene. Det altsammen sat i scene af lysets hersker, Rene "Falkeøje" Falshøj om hvem det fortaltes, at han kunne lave nordlys med et fyrfadslys, lidt karton og en tom piratospose.

Året efter, 1998, bliver et år på godt og ondt for DH. Introduktionen af dræbersnegle og pinsepakken tager hårdt på DH, og da et eller flere medlemmer af bandet samtidig kædes sammen med Monica Lewinsky-affærren og halshugningen af Den Lille Havfrue, ser bandet ingen anden udvej end at køre over den nyåbnet Storebæltsbro og spille til Tyvagtig Torsdag på Skanderborg Festivalen. Trods Monos forklædning til koncerten, hvor han var iført badeforhæng, grønne plasticsko og rød badehætte, genkendes bandet med begejstring og frikendes fra de verserende rygter om utugtige forhold og lemfældig omgang med statuer.

Året byder både på "Los Vegas Røv 1 og 2" og ved den anden af koncerterne bryder H C Ørstedsværket sammen ved den pompøse lyssætning. Bandet udsender pressemeddelelsen " Det må I dælme undskylde.." og hustandsomdeler den i ulige numre i Reventlowsgade. Dog under pseudonymet Den lysende Stig.

DH indspiller en video til eget nummer, Skin - men lukker senere hen projektet "Egne Numre" med en afskedskoncert i Lille Vega i erkendelse af at de er et U2-plagiat band.
 
1999 byder på stadig større udfordringer for DH. Flere steder indfører barista, og krydsforhørene ved bestillingen af en kop kaffe sammen med stadig flere hollændervogne, vejsidebomber og NATO´s bombadement af Rest-Jugoslavien, får DH til fordybe sig mere i øvelokalet for at bringe stadig bedre koncertoplevelser ud til folket.

DH vender tilbage til SmukFest i Skanderborg, hvor Mono optræder i orange polysesterpels - et outfit der senere sendes til en by ved Nilen, hvor de lokale tager det i brug for at skræmme en voksende krokodillebestand væk.
I Vega bliver det til den grandiose "Die Herren - Mega Herren"-koncert

På tærsklen til det nye årtusinde begynder bandet at tage fotos til koncerterne. Oprindeligt var det for at - tage minder med sig hinsides, når jorden gik under ved årsskiftet til 2000.
Da det heldigvis ikke er sket endnu ligger bandet således inde med over 5000 koncert-fotos - efter sigende den eneste fotosamling i verden, hvor alle ser glade ud.

I det nye år 2000 ser alle også glade ud da Brdr. Olsen vinder melodi grand prix´et næsten samtidig med at Øresundsbroen åbnes som følge af et svensk folkekrav for at få nemmere adgang til DH-koncerterne i København og omegn.
På Stars i Vordingborg indspiller DH en live-cd, som forberedelser til deres 10 års fødselsdag det efterfølgende forår. Og i Vega giver DH foran et begejstret publikum den årlige koncert - denne gang "Die Herren, Synden og Hele Hånden".

Der bliver også tid til en afstikker til verdens nordligste rockfestival på Aasiaat på Grønland.  I slutningen af oktober spiller DH en legendarisk koncert i pladeforretningen GUF´s vinduer på Nørrebrogade. Musikken er udelukkende fra et album ved navn All that you can´t leave behind. Et album som U2 sjovt nok udgiver ganske kort tid efter. Dette gav naturligvis mange anledninger til at stille spørgsmål om, hvem der egentlig var plagiat af hvem. Men indtil i dag er U2 stadig krediteret for albummet.
 
2001 markerer DH´s 10 års fødselsdag i Store Vega, som fejres med en udgivelse af live-cd´en "U2 Plagiat im koncert". Koncerten, "10 års fødselsdag", krydres med en foto- og videoudstilling af bandets fotograf, Søren Zeuth. Hele Enghavevej og Lyrskovsgade flager og gratulationerne strømmer ind fra hele landet og Bruxelles.

Da U2 gæster saunaen Forum på årets varmeste dag spiller DH samtidig for 7000 på Midtfyns Festival under mere luftige forhold. Adam Clayton udtrykker under opholdet på D´Angleterre stor skuffelse over, at DH ikke - som de plejer under U2 ophold - spiller egne numre i lobbyen.
 
Koncerterne for DH bliver stadig flere i 2002, og specielt koncerten i Store Vega, "U2 Phone Home", markerer et nyt højdepunkt for DH. Og selvom regeringen med 24-års reglen forsøger, at forhindre en ellevild udenlandsk i at tage fysisk kontakt til bandets medlemmer, får bandet alt i alt et godt år. Og det selvom Thorsen og Trads kom op og skændes og at Tryggevælde å blev tilført 37.000 liter Gammel Dansk, hvorfor alle fisk døde. Siden da har bandet aldrig haft sushi på forplejningslisten til koncerterne.
 
2003,2004 og 2005 blev de lange rejsers år. Med koncerter for soldater i Kosovo og Kirgisistan - og senere Reykjavik, Oslo og Trondhjem - træder DH endelig ind på den store udenlandske scene. Men stadig glemmes  publikum herhjemme ikke. Kellerdirk er nu for en tid udskiftet med Søpavillonen, en logistisk konsekvens af - iflg Von Hinten - ".. at Søpavillonen alligevel ligger på min ugentlige løbetur om søerne." Selv Die Herren var nu underlagt Chris MacDonalds luner.

2003 blev også året, hvor DH med "U2 Cover Bryllup" i Store Vega efter 7 år sagde farvel til Vega-koncerterne. 7 succesfulde år i samarbejde med alt lige fra Den Kgl. Ballet, afrikanske jimbe-spillere, Greve Pigegarde og til danske fremtræden organister, Red Erik Horns og Stripperkongens Piger.

Af de store koncerter ville bandet nu koncentrere sig om koncerterne i Pumpehuset, hvilket også var forklaringen på at DH i sommeren 2003 meldte afbud til G8 topmødet i Evians-les-Bains i alpernes smørhul. Der blev heller ikke tid til tænketanken Cepos  ( Mono: "...tanker skal være toldfrie og jeg ser Skatteministeriet er med i tænketanken...") eller den ellers imødesete gæsteoptræden i Krøniken, hvor bandet skulle ha spillet til Kaj Holgers jubilæum. Året grumses dog lidt af at bandet igen rodes ind i en celeber sag. Denne gang er det skilsmissen imellem Joachim og Alex, men rygterne manes til jorden da bandet offentligt forveksler prinsessen med et nyt popfund på den danske scene.

I 2005 gæster U2 igen Østerbro, denne gang med Vertigo, men koncerten overskygges af at DH kort tid efter spiller deres første U2-gudstjeneste - i Herning.
Bandet kaster sig over tidens nye sysler, Happy Slapping, parkour og sudoku, og bærer i perioden støttearmbånd for hvadsomhelst - især støtten til "Alle har ret til en hest" vækker sympati i vide kredse.
 
I 2006 trækker DH igen veksler på deres bekendtskabskreds i det adelige. Von Hinten ønsker at stoppe efter mange års tro tjeneste. Istedet tiltræder Lord Ulrik Nilsson og dagen efter Bono´s fødselsdag holder han for første gang rytmen for Die Herren ved en koncert i Thisted.
U2-gudstjenesterne fortsætter med stor succes og store fotoptagelser skydes af hoffotografen Søren Zeuth i 2006 og de følgende år.

I 2007 indleder DH forberedelserne til deres nye store koncertrække, " In the name of U2", og selvom bandet forvirres af Facebook, Twitter og velgørenhedsknapper på flaskeautomater, kan bandet med stor succes skyde den første af koncerterne  af i Hillerød i 2008. Koncerterne opføres igennem hele 2008 og 2009 - og bringer bl.a bandet til den tyske ø Sild.

I 2009 bringer DH "U2-sport" med til koncerterne. Publikum kan nu selv ønske hvilket nummer DH skal spille, og selvom alle nu ellers i hverdagen skal tage stilling til rødvinsreform, multimedieskat og trediehåndsrygning, så bliver konceptet straks en stor succes.
 
I 2010 genforenes Kellerdirk og Die Herren efter 7 års adskillelse og koncert-repertoiret udvides nu med domkirkekoncerter i Viborg.
Koncerterne er yderst succesrige og overværes af 1400 mennesker over to dage.
Sidst på året spiller DH igen i Kosovo og senere i Libanon for begejstrede FN-soldater.
 
2011 skal så markere 20 forrygende år med Die Herren.